Forårsmesse 2013
Udstillingsvindue og samlingspunkt
I år var det fjerde år i træk vi inviterede indenfor til forårsmesse. Hvert år bestræber vi os på at skabe en hyggelig og folkelig begivenhed, som både kan være et samlingspunkt for folk fra lokalområdet, men som også kan trække gæster til fra hele oplandet. Hvert år prøver vi at tilføre messen nogle nye og spændende elementer samtidig med at vi bevarer den skønne stemning fra tidligere år.
Vi lytter til brostenene
Nye tiltag i 2013
Stuerne og haven var som sædvanlig åbne for besøgende og i år fik vi tilmed besøg af en masse veteranbilentusiaster, som udstillede deres smukke, gamle biler på gårdspladsen og i haven om lørdagen.
I haven skabte Hardsyssel Efterskole masse aktiviteter i de store gamle træer. Der var mulighed for at komme op og klatre og prøve svævebaner for dem, der havde lyst. Og i stuehuset udstillede Holstebro og Struer museer Ausumgaards historie.
Udstilling og messe
De mange stande i de gamle stalde og hølofter bød på lidt for enhver smag lige fra kunst, mode, livsstil, håndværk, fritid og meget mere. Og på gårdspladsen var der masser af liv og stemning. Der var forskellige underholdende indslag – både opvisninger, korsang og stemningsmusik. Igen i år var vi utrolig heldige med vejret – især søndag, hvor solen skinnede på arrangementet hele dagen.
Fokus på fødevarer
Ligesom sidste år havde vi en hel afdeling med fokus på de allerbedste fødevarer fra lokalområdet og selvfølgelig også vin og delikatesser fra vores lokale detailforretninger. Vi havde selvfølgelig også selv en stand med vores produkter fra Ausumgaardgrisene og vores nye mel. Derudover deltog Uddannelsescenter Holstebro med deres bager og kanditorelever, som bager brød og pyntede kager. I den gamle stald blev alle sanser således vækket til live – med duften af nybagt brød, lækre smagsprøver og en skøn stemning ligesom sidste år.