Stenformalet mel

I 1700-tallet var der på Ausumgaard opført en vindmølle, der i omkring 100 år malede korn fra Ausumgaards marker. Vi har nu, 300 år senere, genoptaget traditionen og producerer i dag bæredygtig energi på moderne vindmøller lige bag gården, ligesom vi igen maler mel af Ausumgaards korn.

I 2012 såede og høstede vi den første brødhvede, der skulle blive til Ausumgaardmel.

Tanken bag den produktionen er, at vi gerne vil tilbyde kvalitetsmel, der er dyrket og forarbejdet her i Danmark.
Meget af det mel, som sælges i supermarkeder og som bruges af bagere rundt om i landet kommer fra udlandet, og det synes vi er en skam.

Vi dyrker hvede, ølandshvede og rug på markerne omkring Ausumgaard, og når kornet er høstet, tørrer vi det, får det malet og sælger det selv direkte til forbrugeren, som køber både friskhed, god kvalitet og lokalt produceret mel.

Økologi

Vi er i gang med at lægge vores markdrift om til økologi.
Indtil da er vores stenformalede mel ikke økologisk – blot dyrket med respekt og omtanke for kvalitet og miljø.

Fordele ved stenformalet mel

Kornet er avlet på vores egne jorde. Det er dyrket med respekt og omtanke og naturligvis uden brug af stråforkortere.
Vi får kornet malet på en langsomtgående stenkværn, dvs. på gammeldags maner i modsætning til størstedelen af det mel, der i dag produceres og konsumeres over hele verden, som er industrielt forarbejdet på stålvalser. Ulempen ved den industrielle forarbejdning er, at man frasorterer rigtigt mange vitaminer og mineraler, som især sidder i kimen. I stenformalet mel som vores, er indholdet af vitaminer, mineraler og sunde fedtstoffer højt, og derudover får brødet endnu mere smag og struktur.

En gærdej af stenformalet mel vil ofte suge meget vand, og derfor skal man altid lige vurdere på opskriften undervejs, når væsken blandes i dejen.

En god gærdej bør æltes grundigt og længe – gerne 10-15 minutter indtil dejen hænger godt sammen. Derudover er det en god ide at langtidshæve dejen – på den måde får smagen lov til at udvikle sig optimalt.

Højt glutenindhold og gode faldtal

Vi har nu i nogle år dyrket korn, som vi har malet til mel, og indtil videre har resultatet været yderst tilfredsstillende. Både vårhveden og ølandshveden har et højt indhold af protein på 14% for vårhvede og 17% for ølandshvede og et glutenindhold på 30-36%. Faldtallet, der er et udtryk for bageevne ligger på ca. 320.

Vi har etableret et lille mølleri her på Ausumgaard, men det er desværre for småt til, at vi kan følge med efterspørgslen på mel, og derfor får vi malet og pakket vores mel  hos Fru Møllers Mølleri i Odder, som vi har et rigtigt godt samarbejde med. Hos Fru Møllers Mølleri har man valgt sin egen vej i fremstillingen og salget af kvalitetsfødevarer og vi har stor respekt for Bodil og Kim, som er dygtige landmænd begge to.

Kom i kontakt

Vi gør meget ud af at finde de rigtige samarbejdspartnere, både i lokalområdet og på større plan.

Det gælder både i arbejdet med vores konventionelle drift og i arbejdet med udviklingen af nye produkter og tiltag på gården.

Vi er også altid nysgerrige efter at komme i kontakt med vores kunder, og du er derfor altid velkommen til at kontakte os pr. telefon eller mail, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.