Julemarked 2022

9. – 11. december

Julemarked 2022

9. – 11. december 2022

Vi er så glade for, at vi nu kan invitere til julemarked på gården igen!

I forbindelse med planlægningen af julemarkedet i 2021 var corona en stor udfordring – men det lykkedes at afholde et rigtig hyggeligt marked på trods af restriktioner, mundbind mm. Vi håber på, at corona ikke kommer til at spille samme rolle i 2022.

I år har vores største udfordring indtil videre været, at nogle nye brandregler har spændt ben.
Forårets store arrangement på gården blev aflyst meget tidligt på året – og al planlægning af et julemarked blev sat fuldstændig på standby fordi alt tydede på, at det var umuligt at få en tilladelse til at afholde events i gårdens gamle driftsbygninger (på trods af at vi altid har været i dialog med beredskabet samt fået tilladelse af kommunen i årevis.)

Den slags regler skulle efter sigende ikke være så nemme at ændre – men helt uventet kom der et kæmpe fokus på problemet i foråret 2022. Medierne gik ind i sagen fordi en meget omtalt blomsterudstilling i Thy blev lukket af myndighederne – for derefter at få lov at åbne igen få dage senere. Stribevis af interesseorganisationer med rødder i eventbranchen havde arbejdet på at få taget reglerne op til revision – og da både lokale politikere og daværende Boligminister Kaare Dybvad gik ind i sagen skete der pludselig noget.
I løbet af få måneder blev der udarbejdet et ændringsforslag som kom i høring – og d. 1. juli blev ændringen vedtaget.

I løbet af sommeren 2022 forsøgte vi så at få en afklaring på om reglerne ville betyde, at vi igen kunne invitere til markeder her på Ausumgaard.

Midt i oktober kom svaret endelig fra kommunen.
Så d. 9.-11. december er der julemarked på gården igen!

Det har været en lang proces fyldt med frustrationer – og undervejs har vi egentlig haft opgivet helt.

Men nu lykkes det alligevel – og vi glæder os helt vildt til at byde indenfor igen.

Vi gør alt hvad vi kan for at sætte rammerne om det bedste julemarked på gården til dato.

Julehygge for hele familien

Igen i år åbner vi dørene til 3 stemningsfulde markedsdage i historiske rammer.
Vi pynter op i de gamle stalde og på de gamle hølofter som fyldes af op mod 100 forskellige stadeholdere.
Her kan du finde masser af lækre råvarer til julen, og der er også mulighed for at købe spændende julegaver samt blomster og kunsthåndværk – altsammen af høj kvalitet og med masser af gode historier.

Der vil være masser af smagsprøver, gode tilbud og ikke mindst en skøn julestemning blandt de mange forskellige boder.

I cafeen kan du nyde lidt godt til ganen imens du lytter til julens skønne toner, og vi sørger selvfølgelig også for aktiviteter for børn

10 års jubilæum
Det er 10. gang vi holder julemarked på gården, og det fejrer vi ved at gøre ekstra meget ud af oppyntningen af gården, så julestemningen kommer helt i top.

Vi har allieret os med vores nabo og blomsterdekoraktør Brenda, som til dagligt driver Blomsterfarmen by Brenda. Sammen med hende har vi været i gemmerne og finde masser af fine historiske ting og sager, så gården kommer til at emme af “Jul på landet”.

Priser

60 kr. for voksne
30 kr. for børn fra 3-15 år
gratis for børn fra 0-3 år

Parkering

Vi har masser af parkeringspladser ved vores biogasanlæg.
Hvis der bliver behov er der også mulighed for parkering ved vindmøllerne.
I så fald kører vi shuttle med traktor og vogn til indgangen.

Årets udstillere

På det store, gamle høloft kan du igen finde alle de lækre og spændende råvarer til julen.
Her er alt, hvad hjertet kan begære af skønne fødevarer lige fra ost, bagværk, chokolade og nødder til flæskesteg, vin, snaps, øl og søde sager.

I de gamle stalde finder du masser af julegaveideer – lige fra design, mode, blomster og legetøj til smykker, keramik og andet kunsthåndværk.
I alt kan du møde over 80 forskellige udstillere, der alle brænder for deres gode produkter.

Se listen med årets udstillere her.

Praktiske oplysninger:

Tidspunkt:
Fredag d. 9. december kl. 10-16
Lørdag d. 10. december kl. 10-16
Søndag d. 11. december kl. 10-16

Entre:
60 kr. for voksne
30 kr. for børn fra 3-15 år
gratis for børn fra 0-3 år

Gratis kaffe fredag
Vi vil gerne byde på en kop gratis kaffe til alle fredagens gæster.
Fredag plejer at være en rigtig hyggeligt dag på gården – med lidt mindre travlhed end i weekenden.
Så kig meget gerne forbi fredag – og husk at få en kop kaffe i cafeen. 

Andet godt at vide:

Vi driver til dagligt landbrug – men elsker at invitere indenfor til events såsom julemarkedet.
Vi bruger derfor landbrugets arealer, bygninger mm. og det betyder, at parkeringsarealer og lign. godt kan være våde, og det er ikke sikkert at man kan gå fra parkeringen til indgangen uden at få lidt beskidte sko.
Vi har naturligvis forsøgt at lægge billet ind på at få stille vejr med let frost og måske et enkelt lille drys sne – både fordi det er hyggeligt, men også fordi det gør parkeringsarealerne bedre, hvis jorden er frossen. Men vi kan desværre ikke garantere frostvejret, og derfor vil vi gerne opfordre til at man iklæder sig praktisk tøj og fodtøj, der ikke er for sart.
Vi gør hvad vi kan for at gøre det hele så fremkommeligt som muligt – og vi er vant til at vores gæster holder humøret højt sammen med os – også hvis parkeringspladsen bliver lidt mudret.

For Kørestolsbrugere og gangbesværede:
Julemarkedet afholdes i gårdens gamle bygninger – både i stalde og på to af de store, gamle hølofter. Der er desværre ikke adgang for kørestole til lofterne. Til gengæld er der adgang til cafe samt to stalde hvor udstillere præsenterer spændende kunsthåndværk og mange forskellige gaveideer.
Særlige parkeringspladser til kørestolsbrugere og gangbesværede forefindes ved indgangen (kontakt de rare parkeringsfolk, hvis du har brug for dette.)

Har du besøgt julemarkedet? Så hjælp os med at evaluere
Deltag i lodtrækningen om et gavekort til gårdbutikken ved at udfylde et lille, hurtigt spørgeskema. På forhånd tak for hjælpen 🙂

Kom i kontakt

Vi gør meget ud af at finde de rigtige samarbejdspartnere, både i lokalområdet og på større plan.

Det gælder både i arbejdet med vores konventionelle drift og i arbejdet med udviklingen af nye produkter og tiltag på gården.

Vi er også altid nysgerrige efter at komme i kontakt med vores kunder, og du er derfor altid velkommen til at kontakte os pr. telefon eller mail, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.