Markeder på gården

Da vi, Maria og Kristian, flyttede ind på Ausumgaard i 2008 besluttede vi os for, at vi gerne ville prøve at åbne stedet lidt op og invitere omverdenen indenfor.

Da de gamle avlsbygninger stod tomme, syntes vi at det var oplagt at bruge dem, og vi syntes at omgivelserne og stemningen herude kunne passe perfekt til en form for marked eller messe.

Det første forårsmarked løb af stablen i 2010 og blev en kæmpe succes. Siden har vi hvert år inviteret indenfor til en hyggelig forårsweekend i maj måned – vi nåede lige at få 10 års jubilæet med i 2019 inden corona i 2020 gjorde sit indtog.

Udover forårsmarkedet har vi siden 2012 også holdt et årligt julemarked på gården i december (dog afbrudt af coronarestriktioner i 2020).

Hjælp fra nær og fjern fik markeder til at lykkes
Vi har altid selv stået for at planlægge og afholde events på gården.
Alle medarbejdere plejer at være involveret i forberedelserne – og derudover plejer vi at alliere os med lokale foreninger og frivillige, der hjælper med at servicere de mange gæster.

Stor betydning for vores virke 
Det har igennem årene betydet rigtig meget for os, at så mange udstillere og gæster har lagt vejen forbi markederne på Ausumgaard.
Det har været en unik mulighed for at komme i dialog med vores omgivelser, og det har været fantastisk at skabe rammerne for nogle folkelige arrangementer, der har nydt så stor opbakning.

Forårsmarkedet er fortid – i hvert fald for nu

Efter mange overvejelser har vi taget en beslutning om, at det i hvert fald i en periode er slut med forårsmarkeder på gården.

Vi har altid været glade for at byde indenfor i maj måned – og både gæster og udstillere har altid bidraget til en helt særlig og ret fantastisk stemning. Det har altid summet af liv både ude og inde – og det har været skønt at lægge rammer til tusindvis af gæsters besøg.

Men nu har vi alligevel besluttet at holde en pause med forårsmarkederne. Vi havde sådan en fornemmelse af, at vi skulle stoppe “imens legen var god” – og imens alle stadig havde gode oplevelser og syntes at det var sjovt at være med.

I stedet fokuserer vi på at gøre vores julemarked i december endnu bedre – og samtidig har vi mulighed for at udvikle nye spændende ideer og projekter.

Måske inviterer vi pludselig indenfor på gården til mindre og knap så tidskrævende events – følg meget gerne med på vores instagram eller facebook, hvis du vil opdateres.

Kom i kontakt

Vi gør meget ud af at finde de rigtige samarbejdspartnere, både i lokalområdet og på større plan.

Det gælder både i arbejdet med vores konventionelle drift og i arbejdet med udviklingen af nye produkter og tiltag på gården.

Vi er også altid nysgerrige efter at komme i kontakt med vores kunder, og du er derfor altid velkommen til at kontakte os pr. telefon eller mail, hvis du har spørgsmål eller kommentarer.